fredag den 5. oktober 2012

I've got the world on a string..

'I've got the world on a string' er en gammel Frank Sinatra klassiker.. og i min verden holder hans sange stadig. Stemningen er der bare med det samme.. new york, late night cafes, drinks, klaveret i hjørnet, kjoler og smoking.. 

Jeg elsker New York og har gjort det siden jeg var der som 19 årig.. For mig er det bare den utimative storby med den fedeste storby stemning. Jeg er oprindelig uddannet i rejsebranchen og har rejst en del rundt i verden, men som det er nu med to små børn, er det ikke de vilde rejseoplevelser det bliver til..

Men så er det godt med små minder og huskere om at verden stadig er derude. De her stjerner er lavet af sider fra et gammelt atlas og jeg syntes motivet og farvespillet er så fint. Stjerner er super dekorative og ikke kun til jul og skal ikke nødvendigvis laves af papir.. prøv bånd, stof eller tapet..



I glas og ramme..

Jeg elsker rammer!! Der er bare et eller andet ved dem.. spørg min veninde Trine som kender til denne kærlighed og engang var vidne til at jeg fik et ta-selv-bord af gamle rammer til min 18 års fødselsdag fra en gammel ven hvis forældre tilfældigvis havde et lager i kælderen;-)

Nu er jeg jo en nostalgisk sjæl, så det er nok der den ligger.. rammer viser gerne en historie, et minde.. og så er der den kreative side hvor vi jo sætter smukke ting og ting vi elsker i rammer.. 

Før i tiden havde jeg rammer over det hele, der var ikke en vindueskarm uden et helt familiealbum parkeret i den, men nu er mine rammer spredt rundt omkring i huset i et mere diskret omfang, da pladsen er trang og der er for mange små nysgerrige pilfingre som også elsker rammer eller nærmere de billeder der er der i og render med alt de kan komme i nærheden af:-)

Så drømmen er et konsolbord eller et gammelt chartol når pladsen kommer, hvor jeg kan samle alle mine skattede rammer og lave et lille husalter;-)

Nu er det jo ikke kun billeder der kommer i mine rammer, det kan være hvad som helst jeg gerne vil fremhæve og så jeg elsker jeg at lave sjove kombinationer..

En anden ting jeg har en svaghed for er HAMA perler. Den har fulgt mig siden jeg var barn og er blusset op igen med den nye popularitet HAMA har fået - FEDT!! De er bare så fine og der er jo ingen grænser for hvad man kan lave.. Jeg deler denne glæde for HAMA perler med mine søde niece Rosa, som lavede en masse søde og utrolig kreative HAMA plader til mig da vi ventede Willum, som jeg ville bruge på børneværelserne. Jeg brugte nogle til en uro, nogle kom i børnenes sættekasser, enkelte står til pynt som friske farvepift rundt om i huset og så var der disse her... de skulle i glas og ramme!!:-)







onsdag den 3. oktober 2012

Veninde og Vejle

Jeg har været forbi Vejle i dag for at mødes med min gamle veninde Trine. Hun boede lige om hjørnet fra mig da vi var børn og vi har kendt hinanden siden børnehaveklassen. Sådanne gamle venskaber er guld værd, vi har oplevet så meget sammen igennem hele vores opvækst, teenageår og nu som voksen og for mig har hun altid bare været i mit liv. Vi bor desværre et godt stykke fra hinanden nu og det er jeg ked af, da jeg er vant til at være en større del af hendes liv og hverdag, men så nyder vi det bare endnu mere når vi er sammen. 

Så vi mødtes i Vejle. Vejle er en rigtig dejlig by syntes jeg med en del gode butikker og en masse spændende aktiviteter, så det er altid hyggeligt at komme der. Jeg skal altid forbi en af mine absolutte yndlingsbutikker set ud fra mit arbejde som visual merchandiser. 

Når jeg kigger butikker, kigger jeg først og fremmest på omgivelserne, iscenesættelsen og fremvisningen af varerne, så kigger jeg på sælgerne og så kigger jeg på varerne. For mig er selve butikken vigtigere end varerne på hylderne. Jeg søger ikke så meget ting, men oplevelser og inspiration.. Man kan sige det er en arbejdsskade, men det er lige så meget interesse som vane og jeg kan slet ikke lade være.

Butikken er 'FABR-K' i torvegade.

Den butik er bare så gennemført sej og anderledes. Jeg blev så glad da jeg så den første gang, da det gav mig mod på at der stadig er nogle butikker der tør satse og skille sig ud og give kunderne en på opleveren i provinsen. Jeg skal ind og have snuset lidt til folkene bag konceptet, for jeg syntes det er så inspirerende og ville elske at lave noget samarbejde med dem. Den indretning og stemning de har lavet i butikken er på niveau med de fede butikker man ser i storbyer rundt om i Europa og så er det bare i lille Vejle, super sejt!!

At de i butikken så har den sødste cockerspaniel som hedder Albert og som kommer ud på gaden og charmer forbipasserende er da bare for lækkert:-)

Frokosten blev spist på Cafe Conrad, min yndlingscafe i Vejle og faktisk den eneste rigtig hyggelige cafe jeg er faldet over i byen, hvilket er lidt ærgeligt.. Men Conrad er altid godt, det ligger i en gammel gård med bindingsværkshuse, så omgivelser er der der og stemningen rammer en med det samme. Gården var i dag pyntet med 'yarn bombing'.. og det elsker jeg bare.. farver og kreativitet pynter bare altid.. fedt fedt!!











 













mandag den 1. oktober 2012

Mit (Sommer)hjem

På sådan en grå efterårsdag kan man godt drømme sig tilbage til sol, sommer og ferie. Vores ferier har været meget blandede efter vi har fået børn og langt hen af vejen totalt på børnenes vilkår.. så længe de er glade og har det godt, så har vi det godt. Så vi har ikke haft de store krav.. vi har været rundt hos venner og familie, i forskellige sommerhuse og nogle gange bare herhjemme i vante omgivelser..

Men sidste sommer fik vi mulighed for at prøve en sand lille perle på Rømø 'Dayz Spa og golfcenter'.. 

Jeg havde ikke de store forventninger, for det var meget begrænset hvad jeg kendte til kendte til Rømø og Dayz.. men jeg elskede det og den ferie står tilbage som en af vores bedste som familie. 

Jeg forelskede mig først og fremmest i naturen på øen, som er så rå og storslået og så var det jo bare en luksus at bo et sted hvor der er masse af plads og comfort, det giver bare overskud og ro hos en familie der rummer 2 små børn og en 16 årig deledatter..






Feriecenteret er kun et par år gammelt og har haft en hård start med finanskrisen, så der var lidt tomt, hvilket var virkelig trist, da stedet fortjener så meget succes, for de gør bare så meget rigtigt.. Byggestilen er moderne men tro mod både naturen og roen der er på øen, der er en dejlig rolig atmosefære, men stadig med plads til børn og der er klart en rød tråd hele vejen rundt på centeret. Der er ikke gået på kompromis med hverken kvalitet eller faciliteter og det er fedt at prøve at være sådan et sted som børnefamilie. 

Der var ting i boligen jeg aldrig ville forvente i en feriebolig og på nogle områder var vi bedre stillet her end hjemme ved os selv, men det var vildt dejligt at prøve og jeg nød det fuldt ud. Fedt at være et sted hvor der er plads og mulighed for at være både 'børn' og 'voksne'. Jeg håber at have mulighed for at vende tilbage igen engang..















søndag den 30. september 2012

You're invited...

Jeg skal lave en indbydelse til en fest for en veninde og i den forbindelse har jeg været inde og snuse på nettet for at få lidt inspiration og der er nettet jo bare fantastisk.. især pinterest og instagram hvor der er så meget lækkert og kreativt.. det er nogle 'net-verdener' jeg søger utrolig meget og elsker at dykke ned i og forsvinde for først at 'komme ud' timer senere;-)

Her er lidt guld jeg faldt over på vejen..